Wenn sie glaubt, daß mir diese halb

Wenn sie glaubt, daß mir diese halbherzige Entschuldigung genug ist, dann kennt sie mich schlecht!" dachte er aufgebracht. "Dieses Mal ist sie zu weit gegangen! Mich sogar mit meinem besten Freund zu betrügen!"Er stand in der Tür zum Flur und rieb seine schweißnassen Hände.Sein Blick hing an der wunderschön tödlichen Rose in der Mitte des Straußes.So stand er leicht zitternd im Flur – bis er endlich den Schlüssel im Schloß hörte.Die Tür öffnete sich. Helmut atmete tief ein, ging auf den Strauß zu und hielt den Atem an. Nur nichts von dem tödlichen Staub abbekommen!Beate kam herein. Als er ihr die Blumen entgegenstreckte, wagte er kaum noch einen Atemzug. Sie gab einen Aufschrei des Entzückens von sich und nahm den Strauß mit einem Lächeln entgegen.Helmut verfolgte atemlos, wie sie ihn zu ihrem Gesicht führte. Sie kam einen Schritt auf ihn zu, und er mußte sich zwingen, nicht vor der Blume zurückzuweichen.Beates freudiger Gesichtsausdruck verzerrte sich plötzlich zu einer Grimasse. Ihre Augen verengten sich zu Schlitzen, und sie warf ruckartig den Kopf in den Nacken, den Mund zu einem stummen Schrei aufgerissen.Helmuts Lächeln verwandelte sich in ein hämisches Grinsen. Es war ja so einfach! Jetzt wird sie ihn nicht mehr zum Narren halten!Erleichtert atmete er auf. Er hatte gewonnen!!!Beate nieste.Das plötzliche Geräusch erschreckte ihn so fürchterlich, daß er erstaunt die Luft einsog. Sein Herz verkrampfte sich schmerzhaft. Er griff sich an die zugeschnürte Kehle.Im Fallen hörte er sie noch sagen: "Verfluchter Heuschnupfen!"

Results (Danish) 1:

Wenn sie glaubt, daß mir diese halbherzige Entschuldigung genug ist, dann kennt sie mich schlecht!" dachte er aufgebracht. "Dieses Mal ist sie zu weit gegangen! Mich sogar mit meinem besten Freund zu betrügen!"
Er stand in der Tür zum Flur und rieb seine schweißnassen Hände.
Sein Blick hing an der wunderschön tödlichen Rose in der Mitte des Straußes.
So stand er leicht zitternd im Flur – bis er endlich den Schlüssel im Schloß hörte.
Die Tür öffnete sich. Helmut atmete tief ein, ging auf den Strauß zu und hielt den Atem an. Nur nichts von dem tödlichen Staub abbekommen!
Beate kam herein. Als er ihr die Blumen entgegenstreckte, wagte er kaum noch einen Atemzug. Sie gab einen Aufschrei des Entzückens von sich und nahm den Strauß mit einem Lächeln entgegen.
Helmut iagttog åndeløst, da hun førte ham til hendes ansigt. Hun tog et skridt mod ham, og han var nødt til at tvinge sig selv til ikke at vige tilbage for blomsten.
Beate s glade ansigt pludselig fortrak ind i en grimasse. Hendes øjne indsnævret, og hun kastede ryk hovedet tilbage, rippet åben munden i en tavs skrig.
Helmut smil forvandlet til en sardonic grin. Det var så let! Nu vil de ikke holde ham mere narre!
Lettet, han sukkede af lettelse. Han havde vundet !!!
Beate nøs.
Den pludselige støj forskrækkede ham så forfærdeligt, at han overraskede indtagelse af ånde. Hans hjerte knyttede smertefuldt. Han greb på hans hals trange tilføjet.
I efteråret hørte han hende sige: "Forbandet høfeber"

Results (Danish) 2:

Hvis hun mener, at denne halvhjertede undskyldning er nok for mig, så hun kender mig dårligt! "tænkte han vredt. "Denne gang er hun gået for langt! Selv at snyde på mig med min bedste ven! "
Han stod i døråbning til gangen og gned sine svedige hænder.
Hans blik hang på den smukt dødbringende Rose i midten af buketten.
Så han stod lidt skælvende i gangen-indtil han endelig hørte nøglen i slottet.
Døren blev åbnet. Helmut tog en dyb indånding, nærmede sig buketten og holdt vejret. Bare ikke få noget fra den dødbringende støv!
Beate kom ind. Da han strakte blomsterne ud til hende, tog han næppe et pust. Hun gav et ramaskrig af glæde og modtog buketten med et smil.
Helmut så åndet ud, da hun førte ham til hendes ansigt. Hun kom et skridt i retning af ham, og han var nødt til at tvinge sig selv til ikke at tilbagetrække fra blomsten.
Beat's glade ansigtsudtryk pludselig forvrænget ind i en Grimace. Hendes øjne indsnævrede til slidser, og hun rykkede hovedet i halsen, hendes mund rippet åbne for en tavs skrig.
Helmut smil blev til et grimt grin. Det var så nemt! Nu vil hun ikke længere narre ham!
Han pustet en rolig ånde. Han havde vundet!!!
Beate nieste.
Den pludselige lyd skræmte ham så forfærdeligt, at han gennemblødt luften i forbløffelse. Hans hjerte var smerteligt trangt. Han greb halsen.
I efteråret, hørte han hende sige, høfeber!

Results (Danish) 3:

Hvis hun mener, at halvhjertede undskyldninger er nok for mig, kender hun mig udmærket."Han troede oprevet."Denne gang er hun gået for vidt!At bedrage mig med min bedste ven!"
Han stod i døren til gangen og gned sine svedige hænder.
Hans blik hang på den smukke dødelige rose midt på gaden.
Så han stod i hallen og rystede lidt, indtil han endelig hørte nøglen i slottet.
Døren åbnede sig.Helmut tog en dyb indånding, gik ud på gaden og holdt op med at trække vejret.Du skal bare ikke slippe af med det dødelige støv!
Beate kom ind.Da han konfronterede hende med blomsterne, turde han knap nok trække vejret.Hun råbte af glæde fra sig selv og hilste på gaden med et smil.
Helmut så på, mens hun førte ham til hendes ansigt.Hun tog et skridt mod ham, og han måtte tvinge sig selv til ikke at trække sig fra blomsten.
Beate s glade udtryk vendte sig pludselig mod en tåregas.Hendes øjne lukkede for sprækker, og hun smed hovedet i halsen, hendes mund flåede op til et stille skrig.
Helmut's smil blev til et hjemligt grin.Det var så let!Nu vil hun ikke narre ham mere!
Lettere at trække vejret.Han havde vundet!Tak.
Beate bærer.
Den pludselige støj skræmte ham så meget, at han indåndede luften i forbløffelse.Hans hjerte fik smerter.Han tog fat i halsen.
Hvis han hørte dem sige: "Forbandede græshopper!"